Loading...
Hvad er et AA-møde?2023-10-12T14:34:45+02:00

Hvad er et AA-møde?

Et AA-møde er et selvhjælpsmøde, hvor mennesker mødes og hjælper hinanden med at komme sig af alkoholisme. Det er gratis at være med, og det er helt anonymt og åbent for alle med et ønske om at stoppe med at drikke.

Hvis du føler et behov for at undersøge, om du har problemer med alkohol, er du mere end velkommen til at kigge forbi til et AA-møde. Der findes over 400 møder rundt omkring i hele Danmark, og du behøver ikke melde dig til. Du kan bare dukke op.

Kontakt Anonyme Alkoholikere

Kontakt AA’s hotline, hvis du ønsker at høre mere om at gå til møde i Anonyme Alkoholikere.

Her kan du finde et AA-møde

Der er møder overalt i landet, og du kan være sikker på, at blive taget imod af venlige mennesker, som har prøvet turen selv. Her kan du finde et AA-møde.

I Anonyme Alkoholikere er der ingen terapeuter eller behandlere. Alle har selv oplevet problemer med alkohol, og de fleste er såkaldt ædru alkoholikere. Dvs. personer, som ikke drikker længere, som har fundet en vej ud af misbruget, og som har en erfaring, en styrke og et håb, som de rigtig gerne vil give videre til dig.

Typer af AA-møder

Lukket møde
Mødet er kun for alkoholikere og mennesker, som har et ønske om at holde op med at drikke.

Åbent møde
Mødet er for alle der er interesserede i Anonyme Alkoholikere. Både alkoholikere og ikke alkoholikere.

Emnemøder
Disse forekommer i mange forskellige udgaver, f.eks. Lysmøder, Meditationsmøder, Hatten Rundt møder, Store Bog møder, Trin/Traditionsmøder osv.

Nykommermøde
På disse møder bliver der lagt særlig vægt på information til nye i Anonyme Alkoholikere.

Speak
Når der er speak ved et AA-møde, betyder det, at en ædru alkoholiker indleder mødet ved at fortælle om sin egen vej til ædruelighed.

Kvindemøde
Mødet er kun for kvinder, men oftest er det ikke restriktivt overfor mænd eller andre køn.

Mandegruppe/Mænd med mænd
Mødet er kun for mænd, men oftest er det ikke restriktivt i forhold til kvinder eller andre køn.

Krim-ordning
Kommer der et medlem til gruppen med et kort fra kriminalforsorgen, og beder om en kvittering for sin tilstedeværelse på et møde påtegner mødelederen medlemmets kort fra kriminalforsorgen.

Mødeleder
De fleste AA-møder varer en time. Nogle varer lidt længere. Som regel vil en erfaren AA’er lede mødet og sørge for, at det følger den fastlagte plan.

Alle møder er røgfri ifølge “Lov om røgfri miljøer”.

Alle møder er lukkede møder, med mindre andet er angivet.

Hvordan foregår et AA-møde?

Måske er du nervøs eller spændt før dit første møde i Anonyme Alkoholikere. Det genkender mange AA-medlemmer. Tit kræver det en del overvindelse at kigge inden for, men vi kan berolige dig med, at det er helt normalt.

Mødet foregår ved, at mødelederen læser op fra et manuskript. Ofte læser man AA’s formålsparagraf og starten på 5. kapitel i bogen Anonyme Alkoholikere, som fællesskabet har fået sit navn efter.

Derefter er der tit en ædru alkoholiker, der fortæller sin historie om at komme sig af alkoholisme, og bagefter tager forskellige mødedeltagere ordet på skift og fortæller om deres erfaringer.

Som ny er det helt i orden, hvis du kun ønsker at lytte. Der er ingen forventninger, og du behøver ikke at sige noget på mødet, hvis du ikke har lyst.

Det vigtigste er, at du kan genkende dig selv i nogle af de historier, du hører fra de andre deltagere. Og der er helt sikkert nogle, der har lyst til at tale med dig før eller efter mødet og fortælle dig mere om Anonyme Alkoholikere, om møderne, om AA’s program til helbredelse og alt, hvad du ellers måtte have brug for at vide. AA-mødet afsluttes ved at man i fællesskab siger Sindsrobønnen.

Som regel er der kaffe og the til møderne. Det er gratis og fuldstændigt anonymt. Der er ikke nogen, der skal vide noget om dig, og der er ingen medlemskartoteker eller journaler. Ofte deler AA-medlemmer telefonnumre med hinanden. Det kan være en god ting at have nogen at tale med, især i den første svære tid, hvor du måske har det svært eller synes, at det er hårdt at lade være med at drikke eller at håndtere livet som tørlagt. Det er helt frivilligt, men det kan være en god hjælp.

Ofte stillede spørgsmål

Binder jeg mig til noget, hvis jeg går til et AA-møde?2021-10-20T14:40:23+02:00

Nej. AA fører ikke medlemskartotek eller mødestatistikker. Du behøver ikke at røbe noget om dig selv. Ingen vil genere dig, hvis du ikke ønsker at komme tilbage.

Hvad sker der på et AA-møde?2021-10-20T14:41:41+02:00

Et AA-møde kan foregå på flere måder. Men på alle møder vil du høre alkoholikere, som taler om, hvad alkohol gjorde ved deres liv og deres personlighed, hvad de gjorde for at ændre det, og hvordan de lever deres liv i dag.

Hvad sker der, hvis jeg møder nogen, jeg kender i AA?2021-10-20T14:41:05+02:00

De er der, af samme grund som du selv. De vil ikke afsløre din identitet til udenforstående. I AA bevarer du så megen anonymitet, som du selv ønsker. Det er en af årsagerne til, at vi kalder os Anonyme Alkoholikere.

Hvordan kan det hjælpe på mit alkoholproblem?2021-10-20T14:42:19+02:00

Vi i AA ved, hvad det vil sige at være afhængig af alkohol, og at være ude af stand til at holde løfter til andre, og til os selv, om at vi vil holde op med at drikke. Vi er ikke professionelle terapeuter. Vores eneste kvalifikation til at hjælpe andre til at komme sig, efter misbrug af alkohol er, at vi selv er holdt op med at drikke. Men personer med alkoholproblemer, der kommer til os, ser, at det er muligt at komme sig, fordi de møder nogen, det er lykkedes for.

Hvorfor går AA’ere til møde, når de er »helbredt«?2021-10-20T14:46:18+02:00

Vi i AA mener ikke, at der findes nogen helbredelse for alkoholisme. Vi kan aldrig komme til at drikke normalt igen, og vores evne til at holde os væk fra alkohol afhænger af, at vi vedligeholder vores fysiske, mentale og åndelige sundhed. Dette kan vi opnå ved at gå regelmæssigt til møder, og i praksis bruge det, vi lærer. Vi har også opdaget, at vi lettere holder os ædru, hvis vi hjælper andre alkoholikere.

Go to Top