Hvad er en sponsor i AA?
Hvis du har været til et par AA-møder, har du sikkert hørt folk bruge begrebet en sponsor. Og måske ved du, at man som AA-medlem kan vælge at være sponsor eller sponsee. Men hvad dækker det egentlig over? Vi kan med det samme afsløre, at der bestemt ikke er penge indblandet som f.eks. i sportens verden.
Hvad er en sponsor?
Hos Anonyme Alkoholikere kan man vælge at lave 12-trinsprogrammet. De 12 trin er beskrevet i bogen, som fællesskabet har taget navn efter, og det er en slags fremgangsmåde til at blive ædru.
Mange vælger at bede et erfarent AA-medlem om hjælp til at vise, hvordan man kan lave de 12 trin. Man spørger kort fortalt en AA’er, som selv har lavet trinene, om han eller hun vil vise, hvordan man gør. Og der er tradition for at kalde vedkommende for “sin sponsor”.
Det er altid helt frivilligt, om man ønsker at have en sponsor. Det er også fuldstændig frivilligt, om man ønsker at finde en ny sponsor og sige tak for hjælpen til sin tidligere sponsor.
AA fungerer på baggrund af et princip om frivillighed, og enhver vælger selv om man ønsker at gennemgå 12-trinsprogrammet, og hvem man vil gøre det sammen med.
Hvad er en sponsee?
Hvis man vælger at lave trinene sammen med en sponsor, er man en sponsee. I daglig taler siger AA’ere, at de “har en sponsee”, når de giver trinene videre til en anden. Og relationen mellem de to mennesker er helt og holdent frivillig og kan enhver tid afbrydes, hvis en af parterne ønsker det.
Hvordan finder man en sponsor?
De fleste finder en sponsor ved at spørge en person, der selv har lavet trinene, om de vil være sponsor. Tag det endelig ikke personligt, hvis du får et nej. Det kan være, at du har valgt at spørge en, der allerede giver AA’s løsning videre til mange og ikke har kapacitet til flere lige nu. Man kan godt sponsorere flere personer af gangen, og det er altid en god løsning at mærke efter, inden man siger ja eller nej og ikke påtager sig mere, end man har mulighed for at leve op til.
Det er altid tilrådeligt kun at sponsore personer af samme køn som en selv eller samme seksuelle orientering. Sponsorskabet kan være en meget tæt relation, hvor man lærer hinanden rigtig godt at kende, og skulle der opstå situationer, som man har lyst til at diskutere med en anden, er det en rigtig god idé at finde en fortrolig at tale med.
Hvorfor hedder det en sponsor?
Når det nu ikke handler om penge, hvorfor hedder det så en sponsor? Navnet fandtes ikke i den helt tidlige AA-historie, men på et tidspunkt begyndte en række hospitaler i byen Akron i Ohio og New York City at indlægge patienter under diagnosen “alkoholiker” på betingelse af, at et erfarent AA-medlem “sponsorerede” dem. Dvs. besøgte den indlagte og tog imod efter endt indlæggelse og fulgte vedkommende til AA-møder. I visse tilfælde betalte sponsoren måske endda hospitalsregninger i et tidligt USA, hvor der ikke var offentligt betalt hospitalsvæsen. Deraf navnet “en sponsor”.
Nu kender du lidt af historien bag navnet. Og begrebet om at give budskabet om ædruelighed videre til den nye stammer helt tilbage fra Bill W., den ene grundlægger af AA i USA i 1930’erne og hans møde med grundlægger nr. 2 kirurgen dr. Bob.
Da Bill W. under en forretningsrejse til Akron i sin tidlige ædruelighed befinder sig i en hotellobby, går det op for ham, at han har brug for en anden alkoholiker at tale med for ikke at falde i.
Der sker noget helt specielt, da de to mødes til det, der kun skulle have være en meget kort samtale men som endte med at forløbe hele natten. De to personer mødtes som ligemænd, og samtalen betød noget helt særligt for begge mænds ædruelighed. Mødet blev startskuddet til det AA, som har dannet ramme om så mange menneskers rejse til ædruelighed lige siden og stadig gør det til AA-møder verden over.
Hvad er en sponsors opgaver?
Den ligeværdighed de to første AA’ere mødte hinanden med, bliver båret videre i de sponsorrelationer, der bliver indgået i AA i dag.
En sponsor er måske en person, der er længere fremme tidsmæssigt i AA’s program, men bortset fra det er den ene alkoholiker på ingen måde hævet over den anden i et 12-trinsfællesskab.
Sponsoren fortæller sin historie videre til den nye. Han eller hun fortæller om, hvordan det var før, hvad der skete, og hvordan det er nu. Og hvis den nye kan relatere sig til fortællingen, kan sponsoren vise, hvilke 12 trinshandlinger han eller hun har lavet for at komme sig af alkoholisme og få det bedre.
Sponsoren kan vise den nye til rette og svare på spørgsmål om AA, om at gå til møder og henvise til, hvilken litteratur, som kan være en hjælp. Han eller hun kan guide i de metoder til at praktisere trinene, som han eller hun selv har brugt. Og sponsoren kan være en uvurderlig støtte især i den første tid, når man skal vænne sig til et liv uden alkohol.
Hvornår kan man blive sponsor?
Der findes ikke nogen fast regel om, hvornår man kan sige ja til at vise andre, hvordan man går igennem de 12 trin. Det er helt op til den, der spørger om sponsorskabet. Et godt råd inden du spørger nogen, kan være at forsøge at vurdere, om vedkommende ser ud til at være glad og tilfreds med livet, og om vedkommende har været stabilt ædru i en længere periode. Og så skal vedkommende naturligvis have lavet trinene for at kunne guide dig, eller i det mindste være rigtig godt i gang med dem.
Få mere at vide om emnet
De fleste bliver meget taknemmelige for at få hjælp, og de fleste sponsorer fortæller, at de får lige så meget ud af at give budskabet videre, som den nye gør.
I bogen Anonyme Alkoholikere er der et kapitel, der drejer sig specielt om emnet med at give programmet videre, og der er en mængde brochurer om emnet både på dansk og på engelsk – se f.eks. AA’s bogshop. Og erfarne AA’ere er en guldgrube af spørgsmål og svar og kan være behjælpelige, imens du udvikler din erfaring med at bistå nye AA-medlemmer.
De fleste bliver ret ærefrygtige og nervøse i begyndelsen over at påtage sig opgaven med at sponsorere, men langt de fleste oplever hurtigt, at det hjælper deres ædruelighed på en helt speciel måde. Og det er vigtigt at sige, at det for en sponsor altid er tilladeligt at sige: “Det ved jeg ikke”, hvis de ikke har et svar lige nu.